Den store blå planet(Rebecca)

Den store blå planet For tre uger siden havde jeg siddet på mit yndlings sted, på en bakketop, og havde set på den store blå planet, der roterede om Lenovo.De foregående aftener var det som et lille objekt, det lignede lidt de flyvende tallerkner, der var myter om, som kom nærmere på Lenovo og længere fra Den store blå planet. Jeg fortalte aldrig nogen, om det jeg havde set. Det var fredag morgen. Jeg rejste mig fra min seng og var på vej hen for at rulle gardinerne fra og nyde synet af solen, som kom op bag egeskoven, der strakte sig langt væk mod horisonten, men det var desværre ikke det syn der mødte mig. Der, hvor den smukke egeskov havde stået for knap ti timer siden, var der nu kun aske og brændende træstammer, men mellem den brændende var der et stort metalobjekt, jeg aldrig nogensinde havde set før.Jeg skyndte mig at hoppe i noget tøj og løb ud gennem døren, om i haven og ind i skoven, eller det der var tilbage af den.Panikslagen løb jeg i slalom mellem træerne, indtil der var en kæmpe, brændende stamme, der væltede ud lige foran mig. Jeg sprang tilbage og landede nede på jorden, der var overdækket med grå aske, og opdagede de mange træer, der begyndte at vælte omrking mig. Ilden blomstrede op ad træerne. Mellem to træer var der et hul, hvis jeg skyndte mig ville jeg godt kunne nå ud. Med ét rejste jeg mig og løb af fuld kraft mod hullet og forsøgte for alt i verden ikke, at tænke på flammerne, der voksede op omkring mig. Jeg havde fået min overkrop mast under stammen og over på den anden side, da jeg så en anden brændende stamme, som kun hang i nogle få reb, fra en ødelagt træhytte, som ville vældte ned over mig, hvis jeg ikke skyndte mig væk. Et tykt lag røg hang i luften. Desperat forsøgte jeg at mase min krop ud under træet, men uden held. Hvis ikke jeg snart fik hjælp eller, hvis ikke træet blev lettere ville jeg snart få et brændende træ ned over mig. Jeg begyndte at råbe rædselslagent efter hjælp. På grund af laget af røg kunne jeg ikke se om der var nogen på vej eller ikke. Sig tak for alt… Engang havde jeg læst en bog om, at det var vigtigt at sige tak til sin familie inden man døde. ”Jeg elsker jer mor og far, glem mig aldrig” Hviskede jeg til mig selv. Jeg følte noget, der klemte om min hånd. Der var en der havde hørt mig kalde og ville hjælpe mig! Der var for tåget til, at jeg kunne få det mindste blik af min redningsmand. Personen tog nu ordentligt fat og trak til, og jeg mærkede at min krop blev trukket hen over jorden og under træstammen. ”Tak, men hvem er du?” Spurgte jeg forpustet, mens jeg lå på jorden og tørrede forsigtigt min hænder af. Der kom intet svar, og jeg kunne ikke engang høre personens åndedræt. Han eller hun må da have været lidt forpustet af at trække sådan rundt med mig? Jeg tænkte ikke nærmere over det, rejste mig og gik meget forsigtigt rundt mellem træerne for at finde den underlige metaldims, som jeg havde taget herud for at lede efter. Gemt bag det største træ af den nu nedbrændte skov stod det. Et cirka tolv meter højt rumskib af en art lå lige for fødderne af mig. Nysgerrigt gik jeg rundt om det og kiggede indgående på metalpladerne og prøvede at finde en dør. Jeg mærkede forsigtigt på de underlige tegn den ene side af skibet var dækket med. Med ét faldt den største metalplade ned på jorden med et kæmpe bumb. Det må nok have været døren, så jeg trådte forsigtigt op på den og kiggede direkte ind på en væg, der var polstret med farvestrålende knapper der blinkede vildt. Der lød nogle underlige lyde udenfor skibet, og jeg tog hurtigt fat i et besynderlig, rød jernrør og gik ned ad døren.Jeg var et par meter fra skibet, da jeg lynhurtigt lukkede øjnende, vendte mig og slog med al kraft ud i luften… Og ramte noget? På jorden lå et langt blåt, skaldet rumvæsen med fire lange arme, to lange ben og to store, grønne øjne. ”Det må du virkelig undskylde!” råbte jeg næsten og satte mig på hug. Den blinkede et par gange med øjnene og løb op i skibet og trykkede på en stor pink knap, som lukkede skibets dør. Jeg løb op til den lukkede dør og satte øret ind til metallet. ”Jeg gør dig ikke noget” sagde jeg med den mest sukkersøde stemme jeg kunne frembringe. ”Er det her dit skib? Hvor kommer du fra?” tilføjede jeg. Der lød et lille piv inde fra skibet og døren hamrede ned i jorden, og jeg hurtigt sprang tilbage. Langsomt gik rumvæsnet ned ad døren og stod og kiggede mig direkte ind i øjnene. Den pegede med en af sine lange, skællede og blå fingre mod sit bryst og derefter op mod Den store blå planet. ”Kommer du derfra?” spurgte jeg mens jeg kiggede op mod planeten. Den nikkede langsomt, pegede så på skibet og lavede vilde fagter med de fire arme. ”Og dit skib er ødelagt?” tilføjede jeg forvirret. Den nikkede og smilede stort, så den blottede en mund fyldt med syle spidse tænder, der var omkring fem centimeter, hver. Jeg tænkte mig om et øjeblik og sagde: ”Jeg tror faktisk jeg kender en, der kan ordne dit skib” En af mine fars venner var mekaniker og så vidt jeg ved skylder han også far en tjeneste. ”Kom med… Øhm, jeg kan bare kalde dig Blå” Sagde jeg stolt over, at have fundet på et så kreativt navn på så kort tid. Vi gik sammen gennem den nu askefyldte skov. Hvordan mon det ser ud der, hvor han kommer fra? Og, hvad mon han er? Da vi kom ud mellem træerne, så jeg ud på vejene, der var fyldt med mennekser. Jeg kan ikke bare vise ham offentligt. Jeg skubbede ham hårdt ind bag en stor sten. ”Folk må ikke bare se dig sådan. Du skal blive her og så løber jeg hjem og henter noget tøj til dig, forstået?” hviskede jeg og Blå nikkede forstående. Jeg rejste mig og lod som jeg aldrig havde gemt mig bag stenen. Videre ud på vejen, ind ad hoveddøren, op på mit værelse, hentede tøjet og tilbage til stenen uden det mindste unødvendig opmærksomhed. Forsigtig satte jeg mig ned og gav Blå tøjet på. ”Nu følger du bare efter mig uden, at sige noget som helst, forstået?” spurgte jeg, og igen nikkede Blå forstående. Vi rejste os samtidig og gik ud på vejen. Blå kopierede, hver eneste af mine bevægelser og gjorde præcis som jeg havde sagt. Foran os var der en stor, rød bygning med små vinduer og en stor rusten port i midten. Porten åbnede sig og ud kom en mand med nusset og gammelt tøj, som gik og tørrede olie af hænderne med en ussel klud. ”Meredith? Hvad laver du dog her?” Sagde han med et stort smil plantet i hans store runde hoved. ”Hej Scott, min ven her har et lille problem, som jeg tror du måske kan hjælpe med” sagde jeg nervøst og pegede på Blå. Han gik hen foran Blå og rakte armen ud for at give ham hånden, men jeg hoppede hutigt ind foran og sagde panikslagen: ”Han kommer ikke herfra, så han forstår det ikke helt” ”Okay? Nå, men, hvad er problemet så” Sagde Scott forvirret. ”Det er nok bedst du bare kommer med og selv ser det, men kan du ikke tage dit værktøj med?” spurgte jeg nervøst. Han nikkede, gik hen og hentede sit værktøj og vi gik sammen ned ad vejen og hen mod skoven. ”Hvad skal vi i skoven? Er han kørt galt eller, hvad?” Spurgte han megt forvirret. Jeg undlod at svare ham og gik bare videre med Blå lige i hælene på mig. Vi gik forbi der, hvor træerne havde brændt og, hvor Blå havde reddet mig. Hen foran skibet og der stod vi alle tre og stirrede på det store rumskib, som var dækket med tegn som kun Blå forstod noget af. ”Hvad er det der?!” råbte Scott, smed sit værktøj og gik langsomt hen og undersøgte skibet. Jeg fniste og sagde:”Det er Blå’s rumskib”. ”Det er, hvad for noget’s hvad?” råbte han højt og løb hen mod Blå. Han løftede hætten fra hættetrøjen op og så de to store grønne øjne, der kiggede ind i hans. Han tog et par skridt tilbage og faldt langsomt ned langs rumskibets side og sad nu op ad skibets side. ”Han har altså brug for hjælp, Scott, og du kan ordne hans skib” Sagde jeg og prøvede, at lyde overbevisende. Scott tog en dyb indånding og sagde:”Jeg kan da gøre et forsøg”. Jeg løb hen og gav han en kæmpe krammer og det samme gjorde Blå. Vi fniste alle sammen og Blå og jeg hjalp Scott op. Han sagde tak, hentede sit værktøj og begyndte at pusle med skibets dele. ”Så skal du vel snart hjem” sagde jeg og tårene var lige ved at løbe løbsk. Blå kiggede undrende på mig og krammede mig. Efter toogenhalv time kom Scott endelig ud ad skibet og nikkede meget tilfreds. Blå løb op i skibet og hoppede op på en stor metalstol med en masse tastaturer og skærme omkring. Blå smilede stort og vinkede til os. Aske stod op omkring skibet som en kæmpemæssig sky. Både Scott og jeg stod og vinkede mens asken stod om ørene på os. Det var det sidste, vi nogensinde så til Blå… R.R. Jacov